Jeg skal lige starte med at beklage de manglende opdateringer på bloggen de sidste par uger. Men det viser sig at der er ting i den rigtige verden der også skal klares. Ja se hvem havde troet det. Men derfor kom der aldrig noget indlæg efter Falcons kampen. Det kommer så her:
Angreb: Ringe. Forsvar: Lovende. Sejr: Godt.
Og det fører os så videre til gårsdagens kamp hvor de sejrsløse og Peyton-fri Indianapolis Colts var på besøg i Tampa til Buccaneers først kamp i amerikansk “prime-time” i tre år. At vi andre så måtte holde ud til lidt over seks i morges er jo så bare synd for os.
Men det var på mange måder tale om en same old, same kamp i nat. Tampa Bay Buccaneers lider stadig af det jeg har valgt at kalde det Freemanske Princip, som ganske enkelt går ud på at man pinedød ikke må producere noget som helst i første halvleg. Allerhelst undgå at sætte point på brættet.
Det startede derfor også med gentagne tre-og-ud for angrebet. Selv ikke da forsvare, qua en sack-fumble, af Michael Bennett satte angrebet op med fremragende udgangsposition i første quarter, formåede angrebet at flytte bolden. Drivet endte med et brændt Connor Barth field goal fra 46 yards.
Forsvaret var oppe mod Jeremy Shockeys tabte tvilling i QB Curtis Painter. Forsvaret lagde pres på Painter kampen igennem, men Colts tredje Quarterback endte alligevel med rigtige gode numre for aftenen takket være to store spil af wideout Pierre Garçon. Begge spil var dog små korte kast som udviklede sig til touchdowns på henholdsvis 87 og 59 yards. Begge scoringer var forsaget af missede tacklinger på Bucs forsvar. Men de to spil var også, hvis man altså ser bort fra adskillelige straffe, de eneste fejl forsvaret lavede.
Den defensive linje spillede fantastisk. De var igen og igen helt inde i fjæset på Painter og gjorde i det hele taget livet svært for Colts’ amputerede offensive linje. Jeg gentager mig selv, når jeg siger, at Adrian Clayborn er et monster, men vores først valg i år ser virkeligt solidt ud. Wuhu.
Onebucplace.dk’s 3 + 2 (Tre gode ting plus to dårlige).
Godt 1) Den defensive linje var klart kampens oplevelse. Både Adrian Clayborn og Gerald McCoy blev noteret for et sack. Jeg håber, det er et varsel om at vores to seneste førsterundevalg er ved at finde formen. Michael Bennett løb dog med mest opmærksomhed med sine to sacks og en forceret fumble.
Godt 2) LaGarrette Blount spillede sig, som resten af angrebet, op i anden del af kampen. Han beviser igen at kan bare ikke kan stoppes mand mod mand, og det er fantastisk at se ham være stoppet efter én yard, men så ellers kæmpe sig til otte yderligere med fire forsvarspillere hængende på sig.Blounts 35 yards touchdown var angrebets var suverænt angrebets bedste spil i år. Ros til Greg Olson for at blive ved med at give ham bolden.
Godt 3) Publikum på Ray Jay. For først gang i mange år var der i går udsolgt på Tampa Bay Buccaneers hjemmebane. Jeg ved godt det er den skrantende økonomi i Tampa Bay der har meget af skylden for at Buccaneers som regel spille hjemmekamp for halvtomme huse. Men hvor er “The gem of the NFL” bare federe med fyldte lægtre.
Skidt 1) Straffe. Jeg ved godt, at vi har ligaens yngste hold. Men vi er simpelthen nødt til at holde op med at skyde os selv i foden med alle de straffe. 14! straffe for 106 yards duer ikke. Der er mentale fejl som Raheem Morris skal have rettet før vi møder de gode hold.
Skidt 2) Brian Price har virkelig spillet sig op i starten af denne sæson. Men manden, der først var klar til at træne i august efter sidste års skade, har ledbånd og hofter lavet af gips. Igen i går var han nede og man holder vejret hver gang det sker. Jeg er godt nok alvorlig bange for at Brians karriere i NFL bliver alt for kort.
Men der var så det. En fjerdedel gennem årets NFL sæson og vi er 3-1. Det havde jeg med glæde solgt den første del af sæsonen for, da jeg første gang så årets kampprogram. Et andet hold der er 3-1 er San Fransisco 49′ers, som vi møder næste søndag.
Kunne det ikke være helt rart at starte sæsonen 4-1?
